Markvolde

Det Markvolde (Microtus agrestis) er også kendt som korthalemus. Markmus er en af de mest almindelige små gnavere i landskabet i Storbritannien og Europa. Den findes overalt britisk fastlandet er den dog ikke hjemmehørende i Irland, Isle of Man eller Northern Isles.

Som en vigtig fødekilde for ugler og nogle andre rovdyr topper og falder deres bestand i en cyklus på 3-5 år. Den minder meget om bankvolden (Clethrionomys glareolus), dog har den rødbrun pels, en længere hale og mere fremtrædende ører end markmusen.

Der er en orkneymus (Microtus arvalis), der kun findes på Orkneyøerne i Skotland og kanaløen Guernsey. Den er ligesom markmusen dog, den er dybere brun i farven og er lidt længere og tungere.

Populationen af markmusser før ynglesæsonen anslås at være på over 75 millioner.

Beskrivelse af markmus

Markmus har en hoved- og kropslængde på 8 – 13 centimeter, dens hale er omkring en tredjedel af kropslængden. En markmuss vægt kan variere meget fra 14 – 50 gram. De har en muselignende næse, men den er lidt sløvere. Markmusserne er dækket af pels, som er gul/brun til grålig i farven. Deres underside er hvid, og de har små øjne.

Habitater for markmus

Markmusser lever på græsarealer, enge og marskland. De foretrækker hovedsageligt åbne, græsklædte levesteder med tæt bunddække. De kan især godt lide tilgroede marker med fugtigt tudegræs. Markmusser findes også på hede og i levende hegn. De er normalt fraværende fra afgrøde agerjord.

Marksmuss kost

Markmussernes føde er primært saftige græsstængler og grønne blade, men rødder, løg og bark spises også, især om vinteren, hvor frisk vegetation er svær at finde.

Markmusseadfærd

Markmusserne er aktive dag og nat. De kan være aggressive, og hver enkelt har sit eget lille territorium, som det forsvarer hårdt mod andre muslinger. De kæmper støjende og udstøder høje knirk og vrede skravlelyde. Hver vole laver landingsbaner blandt græsstænglerne, normalt centreret om en tue, hvor den yngler.

Selvom markmus graver huler, bygger de normalt reder over jorden ved bunden af græsstængler, nogle gange beskyttet af en sten eller træstamme. De laver små underjordiske hulrum, hvori græs opbevares til vinteren.

Markmussmus er et af de mest talrige britiske pattedyr, og fordi de er tunge opdrættere, øger populationer i et gunstigt levested ofte deres bestande til tusindvis og er kendt som en 'vole pest'. Når dette sker, fører konkurrence om plads og mad og øget aggression til mindre vellykket avl, med resultatet af en bestandsnedgang.

Udsvingene i populationer forekommer normalt i 3-5 års cyklusser, som førnævnt. Nogle rovdyrbestande stiger også, efterhånden som muslingebestandene øges. Markmus er hovedføden for perleugler og udgør 90 procent af deres kost. Mangel på musmus har betydning for antallet af unge perleugler, der opdrættes.

Andre rovdyr omfatter ræve , stoats , væsler , tårnfalke og slanger .

Reproduktion af markmus

Markmusserne yngler i løbet af marts til oktober, men de kan dog fortsætte med at yngle ind i december. Hunnerne producerer 4 – 6 unger efter en drægtighedsperiode på 18 – 20 dage. Unge muslinger fødes i en rede af tørt græs, normalt skjult i en tyk græsklædt tue.

Hanner kan yngle ved 40 dages alder, hunner ved 28 dage. De er derfor i stand til at producere 2 – 7 kuld á 4 – 6 unger om året. Ungerne er blevet 10 dage gamle og fravænnes omkring 16 dage. Levetiden for en markmus er omkring 2 år.